Ugens fif: Besøg Arne Jacobsens sommerhus

ArneJacobsen_Kubeflex

I mange år havde Arne Jacobsen og hans familie et sommerhus på Sydsjælland, som kun de mest entusiastiske arkitekter kendte til. Det såkaldte Kubeflex-hus stod urørt på Sydsjælland i mange år efter Arne Jacobsens død, kun forstyrret af fagligt interesserede folk, der gennem årene gang på gang kontaktede Arne Jacobsens familie, for at få lov til at studere huset.

Nu er tiden, hvor huset kun var tilgængeligt for en eksklusiv skare slut. Ved Trapholt museet i Kolding kan en genopførelse af huset, hvis grundstruktur beror på kubeformede moduler på 10 kvm. opleves. Kubeflex-huset er det eneste af sin slags, og var en revolutionerende måde at tænke beboelse på, der tillod husets ejer at tilpasse det efter egne behov, således at enheder kunne tilføjes eller fjernes.

Arne Jacobsen udviklede huset i perioden fra 1969-1970 i samarbejde med Høm Typehuse, men tiden var ikke moden for en så anderledes måde at tænke beboelse på, og huset kom aldrig i produktion.

Trapholt tilbyder hver dag guidede ture i sommerhuset, der er indrettet med interiør af mesteren selv samt eksempler på Arne Jacobsens øvrige design som f.eks. serveringsserien Cylinda Line. Læs mere her.

 

 

005-arne-jacobsen-theredlist

Skriv en kommentar

Vent venligst...